På Musikværkstedet kan du udvikle din nysgerrighed, færdighed, faglighed og erfaring inden for faget musik.
Uanset om du er nybegynder eller en erfaren musiker, så har du gode muligheder for at udvikle dig på musikværkstedet. Der kræves ingen forudsætninger for at starte. Vi synger og spiller al slags musik i en god og tryg atmosfære, hvor der er plads til alle. Vi har et lydstudie, hvor du kan arbejde med elektronisk musik i FL Studio og Cubase.
Vi spiller i band med henblik på at tage på koncert-tourné til de øvrige FGU-skoler, på GoodSound Festival og optræde ved alle mulige festlige arrangementer og begivenheder. Musikken er primært valgt af eleverne og rummer mange forskellige genrer fra blød pop til hård rock. Desuden skriver vi selv sange og komponerer. Ud over at spille i band har du mulighed for at dygtiggøre dig på et instrument og i sang. Vi har også et rytmisk kor som øver sang hver morgen.
Vi arbejder også med at forstå musikkens byggesten – herunder teori, hørelære, rytmer, toner, noder og dynamik. Vi anmelder musik for hinanden og ser koncertfilm. Desuden besøger vi koncert- og uddannelsessteder.
Vi evaluerer løbende de produkter og processer, vi kommer igennem på Musikværkstedet, herunder også din trivsel og engagement. Dine produktioner dokumenteres i en arbejdsportfolie. Det kan være alt fra den mest skitseagtige idé til færdige produkter.
På musikværkstedet vil du have rig mulighed for at udvikle dine faglige, sociale og personlige kompetencer ved at arbejde målrettet og tålmodigt i band, med sang og instrumenter i en god atmosfære. Vi har fokus på at øge elevernes selvstændighed, nysgerrighed og kreativitet, så du bliver i stand til at tage beslutninger om, hvilken vej du skal gå videre af med job eller uddannelse. Ønsker du at arbejde som musiklærer eller pædagog senere, er erfaringerne fra musikværkstedet gode kundskaber at have med sig.
Vi glæder os til at se dig på Musikværksted. Det eneste du skal kunne er, at have lyst til at lære noget.


Uddannelser, som værkstedet peger hen imod:
Musiker – Sanger – Producer – Musiklærer – Pædagog – Lyd og lys – Teknik – Instrumentbygger – Musikvidenskab – Instrumentalist
Stikord om dagligdagen:
Kreativitet – Fællesskab – Musik – Teori – Oplevelser – Håndværk – Teknik – Ableton -Sang – Rytmik