Menu

Tidligere forstander af Produktionsskolen Greve/Høje-Taastrup er bortvist for grov misligholdelse af sit virke

En tidligere forstander på produktionsskolen er bortvist med øjeblikkelig virkning fra sin opsagte stilling, efter det er kommet frem, at han har sammenblandet sin egen og skolens økonomi. 

Produktionsskolen Greve/Høje-Taastrup blev i august 2019 fusioneret ind i FGU-Skolen Øst, som er en ny statslig selvejende institution, der har skoler i Høje-Taastrup, Greve, Lejre, Roskilde og Solrød Kommuner. Den nye Forberedende Grunduddannelse (FGU) skal bane vejen for, at flere unge får en uddannelse og kommer i beskæftigelse. 

I kølvandet på fusionen er der dukket nogle økonomiske uregelmæssigheder op i den tidligere Produktionsskole Greve/Høje-Taastrup. Der er tale om en grov misligholdelse af forstanderens ansættelsesforhold, hvor han har sammenblandet sin egen og skolens økonomi. Dispositionerne er foretaget i perioden fra 2016 frem til fusionen i august 2019 og ser ud til alene at omfatte den tidligere forstander. 

– Jeg taler på hele den nye FGU-bestyrelses vegne, når jeg understreger, at vi tager sagen meget alvorligt. De uregelmæssige dispositioner er foretaget før produktionsskolen indgik i fusionen af en tidligere forstander på produktionsskolen, som nu er bortvist, understreger bestyrelsesformand for FGU-Skolen Øst, Jette Henning. 

Det er for tidligt at sige noget mere præcist om sagens omfang. 

– Det er ny viden for os, uregelmæssighederne har været ukendt for bestyrelsen i forbindelse med fusionen af FGU. I dialog med ministeriet giver vi nu vores advokat, Kammeradvokaten, og vores revisionsfirma arbejdsro til at afdække, hvad der er foregået på den tidligere produktionsskole. Det er min forventning, at vi inden jul kan sige noget mere om sagens omfang, og hvordan vi kommer til at håndtere sagen videre, udtaler Jette Henning, bestyrelsesformand for FGU-Skolen Øst. 

FGU-skolerne i Høje-Taastrup, Greve, Solrød, Roskilde og Lejre Kommuner er i fuld gang med at etablere den nye forberedende grunduddannelse som et attraktivt og ligeværdigt uddannelsestilbud til de unge, som ikke er helt parat til at starte på en ungdomsuddannelse. Bestyrelsen for FGU-Skolen Øst vil i sit arbejde fortsætte efter de planer, der er lagt for udviklingen og drift af den nye institution. 

– På alle vores FGU-skoler knokles der hver dag på at få den nye Forberedende Grunduddannelse sat på skinner, og derfor ærgrer det mig selvfølgelig, at vi skal bruge tid på denne sag, som er foregået før fusionen – en tid vi meget hellere ville bruge på at etablere den nye uddannelse, som vi er sat i verden for som ny bestyrelse, udtaler Jette Henning, bestyrelsesformand for FGU-Skolen Øst. 

Fakta om FGU

 FGU-Skolen Øst er en af de 27 statslige selvejende institutioner, som er blevet etableret som led i reformen ”Aftale om bedre veje til uddannelse og job”, hvor man ønskede at samle alle de forberedende grunduddannelser i en ny uddannelse, herunder produktionsskolerne. De nye FGU-institutioner startede op i august 2019. 

FGU-Skolen Øst dækker kommunerne Høje-Taastrup, Greve, Lejre, Roskilde og Solrød Kommuner og er bl.a. en fusion af de tidligere produktionsskoler i området, herunder den tidligere Produktionsskole Greve/Høje-Taastrup. Hovedsædet for FGU-Skolen Øst er placeret i Høje-Taastrup Kommune. 

I spidsen for bestyrelsen for den nye FGU-Skolen Øst er Jette Henning (A), som også er byrådsmedlem og formand for Skole- og Børneudvalget i Roskilde Kommune.

Kontakt

Bestyrelsesformand for FGU-Skolen Øst Jette Henning, tlf. 28 14 78 28. 

Del denne nyhed

Del på facebook
Del på twitter
Del på linkedin
Del på print
Del på email