Matematik

Du bruger matematik hver dag, mange gange. På FGU er matematik et uundværligt, dagligt værktøj. Du bruger det i utallige situationer i skolen, på værkstederne, i fritiden, i arbejds- og studielivet. Du bruger det i projekter. Du bruger det, når du skal finde ud af om dine penge slår til, eller du skal finde ud af, hvor meget du skal betale i skat.

På FGU er matematik både et fag du kender og alligevel et anderledes fag. Det er i høj grad også et praksisfag, der bruges i et samspil med skolens hverdag, aktiviteter og arrangementer uden for skolen, særlige begivenheder og produktion på skolens værksteder.

Tal, formler, procenter, renter, geometri, rumfang, ligninger og funktioner kan du lære at håndtere, når de indgår i en praktisk sammenhæng: Produktion, indkøb, analyse af omkostninger og rentabilitet, privatøkonomi, miljø- og klimaaftryk, mandatfordeling i et folketing for at nævne nogle eksempler.

Du lærer fagets metoder i praktiske situationer. Du lærer, at matematik spiller sammen med andre fag.
Matematik kan anvendes kreativt, kritisk og smart.

Der er fokus på, at du opnår kompetence, så du kan påbegynde og gennemføre en ungdomsuddannelse.
Hvis du allerede opfylder adgangskravene, skal undervisningen medvirke til at fastholde, vedligeholde og gerne øge dit niveau, så du står godt rustet, når du skal videre i uddannelse.

Matematik tilbydes på disse niveauer: Intro, G, E, D

Matematik er et obligatorisk fag med mundtlig prøve på baggrund af en præsentationsportfolio.
Der gives én karakter efter 7-trinsskalaen.